2 Modulprojektering og betonelementer
5. Modulprojektering
     
     

Forside | Indholdsfortegnelse | <<< | >>>

     
           

 

   

5.2 Modulkoordinering

     
     

 

     
     

Anvendelse af modulprojektering giver store fordele i alle typer byggerier, også i byggerier der ikke baseres på betonelementer. Dette er baggrunden for at det danske Bygningsreglement direkte stiller krav om at de fleste former for byggeri skal modulprojekteres.

Metoden har gennem mange år bevist sin styrke som et væsentligt element i kvalitetssikringen. Erfaringen viser at modulprojektering fører til en langt højere grad af systematik end tidligere projekteringsmetoder, samtidig med at risikoen for fejl i geometrien reduceres ganske betydeligt.

I det følgende er der redegjort for modulkoordineringens principper i relation til sædvanligt betonelementbyggeri.


5.2.1 Modulplanlægning af råhuset

De generelle regler og principper der skal følges er nedfældet i DS 1010.2: Modulkoordinering for byggeriet. Principper og regler.

Planlægningsmodulnettet
Grundlaget for modulprojektering af et byggeri er et hensigtsmæssigt valgt planlægningsmodulnet, der viser hovedlinierne i råhusets plangeometri. Det er her målet at få optegnet et modulnet med flest mulige ens afstande mellem modullinierne. Når byggeriets facader og konstruktioner deles ind efter sådanne modulnet, kan der opnås mange ens bygningselementer og detaljer. Dette medvirker til en billiggørelse af byggeprocessen gennem alle led.



I Danmark er det vandrette planlægningsmodul sat til 300 mm svarende til 3M, hvor M 100 mm er det internationale basismodul. Planlægningsmodulet er det grundlæggende mål ved disponeringen af ethvert modulnet, idet alle afstande mellem parallelle modullinier vælges som et helt multiplum af planlægningsmodulet.

Som udgangspunkt vælges afstandene mellem modullinierne således af målrækken: 300 mm, 600 mm, 900 mm, 1200 mm, osv.

Indenfor den enkelte byggesag vil det ikke være hensigtsmæssigt at arbejde med flere forskellige modullinieafstande end højst nødvendigt. Derfor vælges et passende antal af stande fra målrækken, så der opnås en rationel opdeling af det påtænkte byggeri. Modullinieafstandene bør søges valgt således at de alle er et multiplum af det størst mulige fælles grundmål, hvor dette grundmål så igen er et helt multiplum af planlægningsmodulet. For eksempel således at alle modul linieafstandene er et multiplum af 1200 mm. Det kan eventuelt overvejes at anvende forskellige grundmål henholdsvis langs med bygningen og på tværs af bygningen.



I en del byggerier kan det være nødvendigt at opdele
planlægningsmodulnettet i flere modulnet der forskydes og/eller drejes i forhold til hinanden. I så fald er det vigtigt at det omhyggeligt defineres, hvorledes de forskellige modulnet er knyttet sammen geometrisk.

Etagehøjder

Også i lodret retning foretages en modulopdeling. Denne opdeling svarer normalt til byggeriets opdeling i etager. Det lodrette planlægningsmodul er i Danmark 200 mm, hvilket giver etagehøjder fra målrækken: 2600 mm, 2800 mm, 3000 mm, 3200 mm, etc. For etageboligbyggerier fastlægger bygningsreglementet en etagehøjde på 2800 mm.

Planlægningsmodulnettet definerer sammen med den lodrette modulopdeling tre sæt modulplaner. Se figur a, hvor de to viste vandrette planer betegnes I og II, medens de to sæt lodrette planer betegnes 1 og 2 i den ene retning og A og B i den anden retning. Ved optegning af lodrette eller vand rette snit i bygningen kan modullinierne således opfattes som modulplanernes spor i papirets plan. Dette giver et billede i et lodret snit som vist på figur c.

Modulopdelingens anvendelse
For byggesagens parter udgør planlægningsmodulnettet sammen med den lodrette modulopdeling et fælles referencesystem, hvori enhver byggekomponent let kan lokaliseres på éntydig måde. Dette er afgørende for en sikker formidling af alle oplysninger om mål mellem parterne. Princippet kræver blot at der på alle projekttegninger konsekvent målsættes til modullinierne.

Ved anvendelse af modulprojektering bliver byggeriets totale geometri, der oftest er meget kompleks, opløst i en række enkle og veldefinerede detailopgaver. Disse detailopgaver kan systematisk løses som isolerede problemer, efterhånden som de fornødne informationer indløber fra de forskellige parter.



Hensyn til elementproduktionen

Valget af et sæt modulafstande til planlægningsmodulnettet vil almindeligvis blive et kompromis der på den ene side giver den fornødne frihed i den overordnede disponering af byggeriet, og på den anden side skaber størst mulig ensartet hed i byggekomponenterne.
For at opnå en økonomisk løsning bør modullinieafstandene vælges svarende til elementernes størrelse. I denne forbindelse refererer størrelsen til betonelementernes modulmål.





Betonelementerne er lidt mindre end deres respektive modulmål for at give plads for tolerancer og indbygningsfuger.

Nogle elementer er mere modulbundne end andre. Eksempelvis bør dækelementers og industrifacaders bredde i videst mulig udstrækning vælges svarende til standardproduktionen, fordi ændringer i forhold til dette er særlig bekostelige.

Hensynet til dækelementernes normale breddemål medfører således umiddelbart at afstanden mellem modullinier, der er parallelle med dækelementerne, vælges som et multiplum af 1200 mm, 1800 mm eller 2400 mm. Uden væsentlig vanskelighed vil et multiplum af den halve elementbredde dog også ofte kunne anvendes, da elementerne så går op med modulnettet i hver anden modullinie. Dette giver en frihed i planløsningen der i de fleste tilfælde er fuldt ud tilfredsstillende.

På andre punkter drejer hensynet sig kun om simpel variantbegrænsning. Her kan nævnes dækelementers længde og vægelementers højde og bredde. Det vil for eksempel være relativt billigt at arbejde med forskellige længder på dækelementerne. Ved opbygningen af variantkomplekset kan det anbefales at tage udgangspunkt i nogle få grundelementer der svarer til den valgte modulopdeling. Varianterne bør så alle referere til et grundelement, således at en variants hovedmål altid er lig med eller lidt mindre end det relevante grundelements tilsvarende mål.

Desuden gælder det om at foretage opdelingen af vægge og bjælke/søjlesystemer under hensyntagen til rimelige elementstørrelser og spændvidder, så elementerne i videst muligt omfang går op med afstanden mellem modullinierne.



Elementernes placering i moduhnettet

Ved placeringen af byggekomponenterne i modulnettet bør man overholde et par enkle regler. Se også DS 1049: Placering af bærende og afstivende byggekomponenter i modulnet.

I lodret retning defineres placeringen ved at indlægge dækelementerne således at rådækkets teoretiske overflade befinder sig 5 mm under den aktuelle etages modulplan, kaldet rådæk-modulplanen.

Vedrørende placeringen i vandret retning skelner reglerne mellem indvendige komponenter og ydervægkomponenter. Indvendige vægge og søjler placeres normalt centralt over modullinierne. I enkelte tilfælde kan en anden placering dog være at foretrække, for eksempel hvis der herved kan opnås en bedre elementopdeling af det ovenliggende dæk.



Ved særligt tykke indervægge kan det være hensigtsmæssigt at indføre en lokal forsætning i modulnettet ved at indskyde en såkaldt neutral zone. Herved kan de øvrige betonelementer få samme modulmål som andre steder i bygningen, samtidig med at rumstørrelsen op mod den tykke væg ikke bliver beskåret på grund af den store vægtykkelse. Ved planlægning med neutrale zoner skal konsekvenserne for øvrige bygningsdele nøje overvejes, eksempelvis for facadebeklædninger, skalmure, tagbeklædninger etc.

Anvendelse af neutrale zoner svarer helt til den tidligere omtalte mulighed for at opdele planlægningsmodulnettet i flere modulnet. Angivelse af den neutrale zones bredde, z, er her tilstrækkelig til at knytte de forskellige modulnet sammen.

For ydersøjler og ydervægge afvejes placeringen i modulnettet i hver enkelt sag. I den forbindelse kan det være en god øvelse at analysere et bygningshjørne, idet ønskelige hensyn noteres. Der kan være tale om hensyn som:

Samme elementudformning ved bygningshjørne som ved samlinger mellem facade og indvendige vægge.

Modulær afslutning af facadebeklædning eller skalmur ved bygningshjørne.

Særlig placering af sidste facadevindue i forhold til bygningshjørne.


Bygningshjørnet tegnes herefter op under afvejning af de forskellige hensyns betydning, idet det sædvanligvis ikke vil være muligt at tilgodese alle aktuelle ønsker i samme løsning.

Når placeringen af elementerne i modulnettet er afklaret kan det være gavnligt at optegne typetegninger for elementer hvis udformning har særlig betydning for de andre parter i projekteringen. Dette gælder ofte for ydervægge.

Hensigten med typetegninger er at lette koordineringen mellem de projekterende. Typetegningerne optegnes med ele menterne vist i deres respektive modulområde. Dermed lettes afildaring af vinduesdetaljer, binderplacering, placering af udsparinger mv.



Eksempel
Administrationsbygning med sandwichfacader
Byggeriets overordnede modulopdeling er vist på planen. Der forudsættes et statisk system hvor dækelementerne spænder fra facade til facade. Dækelementerne er sædvanlige huldækelementer.

Modulmålene er valgt således at dækelementernes bredde på 1200 mm går op med afstanden mellem modullinierne.

Ved bygningshjørnerne vælges det at føre elementerne i facadelinien forbi modullinien ud til tilslutning med gavlelementerne. Herved opnås en løsning der uden at kræve ekstra varianter blandt ydervægselementerne er fleksibel overfor



gavlvæggens placering i forhold til modullinien. Jævnfør snit D11 kan dækket derfor afsluttes med det sidste dækelements sidekant ført et lille stykke ind over gavlelementets bagside, hvilket overflødiggør indvendig forskalling mellem dæk og væg ved støbning af etagekrydsfugen.



På snit D11 er dækkets placering i lodret retning givet ved afstanden 5 mm ned til dækelementernes overside fra rådæk modulplan.

Hvad angår placeringen af facadeelementerne i forhold til modullinierne er man i denne løsning ret frit stillet. I det aktuelle eksempel er det valgt at lade gavlelementerne være modulære på samme måde som facadeelementerne. Idet normalsamlingen mellem to facadeelementer løses som vist på snit D12, kommer løsningen ved bygningshjørnet til at se ud som vist på snit D13. Fugens bredde mellem to elementer vælges under hensyn til fremstillingstolerancer og montageforhold.

Herefter er også snittet D14 i etagekrydset mellem dæk og facadeelementer givet. Det er her et uomgængeligt krav at dækelementernes vederlag opfylder leverandørens minimumskrav. Samtidig skal det påses at der i etagekrydset bliver fornøden plads til facadeelementernes montagebolte samt randfugearmering med tilhørende U-bøjler ud for dækfugerne, således at der kan opnås et tilstrækkeligt dæklag på U-bøjlerne ud mod isoleringen.

Det bemærkes at dækelementernes længde med den skitsere de løsning ikke bliver modulær. Rent principielt ville det være ønskeligt om der også på dette punkt kunne opnås modularitet; men ud af flere modstridende hensyn er det her valgt at renoncere på dette punkt.

Ved fastsættelse af vederlag skal der tages hensyn til elementtolerancer og uundgåelige montageunøjagtigheder, og koten til færdigt gulv må afpasses efter dækelementernes forventede maksimale pilhøjder.

Eksempel

Halbyggeri med sandwichfacader
I en hal opbygget med ribbetagplader hvilende på sandwichfacader samt på en bjælke/søjlerække ved halmidte kan for eksempel anvendes et planlægningsmodulnet som vist på planen.

Ved bygningshjørnerne kan anvendes særskilte hjørneelementer som vist på snit D21. Dermed kan opnås samme modulbredde for alle elementer i både facader og gavle. Facader og gavle kommer således til at stå med bagsiden en halv fugebredde udenfor modullinien.




Modullinierne på tværs af hallen har en indbyrdes afstand, der er et multiplum af ribbetagpladernes normalbredde, 2400 mm. Den valgte placering af gavlvæggen sikrer at de yderste ribbetagplader får samme bredde som de øvrige. Se også snit D22. Sidste søjle ud mod gavlen placeres excentrisk for modullinien. Med denne placering er det muligt at anvende samme bjælke- og søjlevarianter i yderfaget som i inderfagene, idet alle bjælkerne kan blive lige lange. Dermed kræves ikke ekstra varianter hvis vederlagsdornene for bjælkerne kan placeres i søjletoppenes fjerdedelspunkter.

Bjælke-/søjlerækken ved halmidte placeres centrisk over modullinien der går midt ned gennem hallen. Endvidere placeres alle søjler, bortset fra ydersøjlerne, centrisk over de respektive modullinier på tværs af hallen. Se snittene D23 og D24.

Den her beskrevne løsning er fleksibel med henblik på en senere udvidelse af hallen i form af en tilbygning hvor gavlen flyttes. Det vil dog være nødvendigt at montere en ekstra søjle i midterlinien. Hvis fundamentet er forberedt herfor er dette en enkel foranstaltning.

Ønskes en tilsvarende udvidelsesmulighed ved at flytte en facade, er det nødvendigt at placere en bjælke-/søjlerække til bæring af ribbetagpladerne umiddelbart indenfor facade elementerne, der så ikke mere er bærende. Dermed udformes snittet ved facaden som vist med den alternative løsning.



Eksempel
Skalmuret tværvægsbyggeri
I et skalmuret byggeri med overordnede vandrette modulmål som vist på planen ønskes betonelementvæggenes placering fastlagt på hensigtsmæssig måde. Etageadskillelserne er sædvanlige huldæk der spænder fra tværvæg til tværvæg.

Først og fremmest placeres de indvendige tværvægge centralt over de respektive modullinier. Den korte, langsgående væg ved trapperummet placeres excentrisk for modullinien som vist på planen. Herved opnås at det tilstødende dækelement får normal bredde.

I krydset mellem modullinie 2 og modullinie B vælges den på snit D31 viste samling. Med denne samling kan elementerne i modullinierne 2 og 3 blive ens. Samlingen etablerer desuden en effektiv forbindelse mellem tvær- og længdevæg uden anvendelse af låsebøjler eller bolte.



For ydervæggenes vedkommende er murstenenes indbygningsmål afgørende for elementernes placering i modulnettet. Inklusive 6 mm fugeandele på alle sider af stenen er indbygningsmålene, jævnfør den viste skitse, (1, b, h) (240 mm, 120 mm, 66,7 mm). I vandret plan kræves at skalmurens ydermål er multipla af en kvart stenlængde, dvs. multipla af 60 mm. I denne forbindelse refereres konsekvent til murstenenes indbygningsmål.

Der optegnes et lodret snit gennem etagekrydset i gavlen, snit D32. Som det ses afsnittet forudsættes 125 mm isolering mellem bagmur og skalmur. Murstenens fugeandel på 6 mm ind mod isoleringen giver et tilsvarende hulrum på 6 mm, hvilket normalt er tilstrækkeligt til optagelse af tolerancer.

I lodret retning er dækkets placering i forhold til rådæk modulplan givet ved afstanden 5 mm. Skalmuren indpasses således at rådæk-modulplanet skærer midt gennem en liggefuge.

I vandret retning er opgaven nu at bestemme en passende værdi af a, se snit D32. For at skalmurens yderside kan gå op ved hushjørnerne, kræves at:

120 mm + 125 mm + a = n gange 60 mm

Dette medfører at de relevante muligheder for a bliver -5 mm, 55 mm og 115 mm. Tilstræbes nu samme længde på dækelementerne i gavlsektionen som i tilsvarende sektioner inde i bygningen, vil værdien a = -5 mm ikke give mulighed for støbning af et etagekryds, medens a 115 mm ikke giver plads til tilstrækkeligt vederlag for dækelementet. Derfor vælges a = 55 mm der tilgodeser både dækvederlag og etage kryds.



Tilsvarende analyseres et lodret snit i facadevæggen, D33. Med et modulnet der går op med den normale dækelement bredde på 1200 mm, kan også yderste dækelement mod facaden blive i normal bredde. Igen skal skalmurens yderside kunne gå op ved bygningslijørnerne, hvoraf b bestemmes ved:

120 mm + 125 mm + b = n gange 60 mm

Relevante muligheder for b er således -5 mm, 55 mm og 115 mm. Med b 115 mm fås et etagekryds med god plads til fugearmering og udstøbning.



Nu kan det vandrette snit, D34, i facaden ved modullinie B optegnes, idet der vælges den viste samling mellem betonelementerne. Samlingen etablerer en effektiv forbindelse mellem tværvæg og facadevæg uden anvendelse af låsebøjler eller bolte. Med samlingen opnås god plads til optagelse af tolerancer på tværs af bygningen, og samlingen er velegnet til variantbegrænsning på grund af sin symmetri.

Endelig optegnes et vandret snit ved hushjørne, D35. Det er sædvanligt at sikre en sådan hjørnesamling med tre øjebolt samlinger. Gennem øjeboltene trækkes et lodret låsejern før udstøbning af vægfugen. Da samlingen således er speciel for facadeelementet, accepteres samtidig at den valgte geometriske løsning medfører at sidste facadeelement ud mod gavlen bliver lidt smallere end de øvrige facadeelementer.


5.2.2 Kompletterende dele og modulkoordinering

De kompletterende dele er især:

• Vinduer
• Udvendige døre
• Indvendige døre
• Gulve
• Nedhængte lofter
• Ovenlys

Også for de kompletterende dele eksisterer en del almengyldige regler af interesse for modulkoordineringen.

Generelt gælder at de kompletterende deles modulmål bør vælges som multipla af basismodulet M = 100 mm.

Vinduer
Vinduernes størrelse angives sædvanligvis ved modulmålene, for eksempel 12M x 12M. For at få plads til de fornødne fugetykkelser, optagelse af måltolerancer mv. vælges vinduets udvendige karmmål lidt mindre end modulmålet, medens hullet i vægelementet vælges lidt større end modulmålet.

For de standardiserede vinduesstørrelser (se D51003: Vinduer, Modulmål) foreskrives de tilsvarende hulmål som anført i nedenstående skema.



Af hensyn til variantbegrænsningen bør vinduerne så vidt muligt indbygges i en regelmæssig takt. Modulafstanden fra vindueskant til nærmeste elementrand bør ikke vælges mindre end c = 3M. Tilsvarende gælder for afstanden a mellem vinduerne.



Ved skalmurede facader er det vigtigt at brystningshøjden, d, vælges som et multiplum af murstenenes lodrette indbygningsmål, 66,7 mm, og at de vandrette mål vælges som et multiplum af en kvart stenlængde, dvs. 60 mm. I skalmurede byggerier bør vinduernes indbyrdes afstand endvidere vælges så store at der kan opnås et reelt forbandt i murværket mellem vinduerne.

Udvendige døre
Indgangspartier udformes ofte som et særligt arkitektonisk element, uden for gældende standarders gyldighedsområde.

Dørstørrelserne, er angivet i DS 1080: Udvendige døre. Hul- mål, karm- og dørplademål angår fortrinsvis boligbyggeriet. For disse døre bliver de samhørende modulmål og hulmål som anført i skemaet:



Jævnfør standarden kan dørpartiet gøres bredere ved tilføjelse af faste sidepartier med modulbredden 3M eller 6M.

For udvendige døres placering gælder samme betragtninger som for vinduerne.

Indvendige døre
For indvendige døre gælder DS 1028: Indvendige, én/lejede døre. Modulmål. Standarden fastlægger de sædvanlige dørstørrelser som vist i skemaet.



Den nederste hulkant er normalt givet som gulvbelægningens overside. Dørhullets lodrette placering i vægelementet afhænger dermed af gulvopbygningen.
Af hensyn til variantbegrænsning vil det bedste princip til vandret placering normalt være at placere dørmidten i for hold til modulnettet, så a bliver et multiplum af basismodulet, M. Yderligere forbedring kan opnås hvis a altid vælges som et multiplum af det vandrette planlægningsmodul 3M.
Dørhullet bør ikke placeres så tæt på elementkanten at elementets dørsøjle bliver mindre end 2M bred.

Gulve
I DS 1046: Gulvoverfladers højdeplacering anføres bl.a. følgende eksempler på højden af gulvoverfladen over rådæk modulplan:

Trægulve på strøer

t = 100 mm

Klinkegulve

t= 80 mm ± 5 mm

Trægulve på asfaltunderlag
samt mosaik- og terrazzogulve

t= 50 mm ± 5 mm


Slidlag med tynd beklædning

t= 20 mm




Ved anvendelse af forspændte dækelementer bør der i fornødent omfang tages hensyn til de aktuelle pilhøjder ved at regne med et tilsvarende tillæg til de anførte, teoretiske gulvtykkelser.

Ved gulve med fald kan de maksimale gulvtykkelser blive væsentlig større end de anførte normalværdier.

Nedhængte lofter
I mange byggerier ønskes det at skjule installationsfremføringerne over et nedhængt loft. Dermed kan kravet til frirummet mellem det nedhængte loft og dækunderside blive afgørende for valget af etagehøjde.

Ofte vil placeringen af det nedhængte lofts underside være givet af kravene til den frie rumhøjde. Den frie højde mellem dækunderside og det nedhængte lofts overside bestemmes derved af det nedhængte lofts egen konstruktionstykkelse. For de fleste systemlofter kan regnes med en konstruktions tykkelse på omkring 50 mm.



5.2.3 Installationer

Også installationernes indbygning i betonelementerne har afgørende betydning for bygningens geometri og for variantbegrænsningen.

Allerede ved den indledende koordinering er det af afgøren de betydning at få afgjort eventuelle installationszoners højde af hensyn til fastlæggelsen af byggeriets etagehøjde.

Variantbegrænsningen er meget væsentlig for råhusets økonomi. I mange tilfælde vil det således kunne betale sig at forsyne elementerne med ekstra huller eller indstøbninger, så samme elementvariant kan anvendes flere steder i bygningen, selv om der er forskel i installationerne de forskellige steder. Et par ekstra udsparinger eller en overskydende el-dåse koster som regel kun en brøkdel af merprisen for en ekstra variant.

Pladsbehov

Der skelnes mellem lodrette og vandrette føringsveje. De lodrette føringsveje samles mest hensigtsmæssigt i installationsskakte, hvor installationstunge rum som køkkener, badeværelser, toiletter mv. så grupperes omkring skaktene. Skaktstørrelserne kan variere lige fra rørkanaler af størrelsen 600 mm x 600 mm i mindre boligbyggerier og op til hovedskakte på adskillige kvadratmeter i større erhvervsbyggerier med ventilationsanlæg og forskellige særinstallationer.

Størrelsen og placeringen af installationsskakte bør fastlægges tidligst muligt i det enkelte projekt.

I boligbyggerier kan de vandrette føringsveje ofte skjules i gulvopbygningen. Dette bør dog verificeres i det enkelte projekt.

Mange erhvervsbyggerier forsynes med en installationszone over nedhængte lofter. Frirummet mellem dækunderside og det nedhængte lofts overside bør være så stort at der er plads til hovedføringsvejene for ventilation, VVS og el, og til krydsende rør og kanaler i udfletningspunkter. Desuden skal der være plads til eventuelle indbygningsarmaturer i loftet. Indbygningsarmaturer vil som regel ikke i sig selv give anledning til krav om øget højde af installationszonen, idet armaturplacering og føringsveje kan koordineres.

Udsparinger
Hvor det er nødvendigt at rør og kanaler krydser betonelementerne bør der aftales et systematisk princip for de krævede udsparinger. Der skal i denne forbindelse altid tages hensyn til de statiske forhold.

Som regel vil det være praktisk at fastlægge nogle få standardudsparinger til det foreliggende projekt. Disse standardudsparinger benyttes så til alle installationsgennemføringer, også selv om en lidt mindre udsparing lokalt havde været tilstrækkelig.



Ofte vil det være en fordel at arbejde med en fast gruppering af udsparinger som placeres i en fasttakt i forhold til planlægningsmodulnettet. Dette gælder også selv om nogle af udsparingerne bliver overflødige.



Med tanke på variantbegrænsningen kan det yderligere overvejes om der kan opnås en gevinst gennem symmetriske løsninger.

I indvendige vægge kan dette for eksempel gøres ved at anordne standardudsparinger så de sidder grupperinger af symmetrisk om en lodre takse.

Standardudsparingerne eller grupperingerne af dem kan søges placeret symmetrisk om elementmidte i elementer uden døråbninger. For elementer med døråbninger kan en fast placering i forhold til døråbningen have tilsvarende interesse.

Af hensyn til bæreevnen er det begrænset hvor store udsparinger der kan accepteres i elementerne. I nogle tilfælde kan dette imødegås ved at opdele enkelte store udsparinger i flere mindre.

For bjælker er bæreevnen mest følsom overfor udsparinger i nærheden af vederlagene. Som vist på den optegnede bjælke vælges placeringstakten for udsparingerne derfor gerne så ledes at bjælken friholdes for udsparinger nær vederlagene.



Det vil ofte være hensigtsmæssigt at placere udsparinger i en fast modultakt langs bjælkeaksen. Ved at placere udsparingerne symmetrisk om bjælkemidten kan problemer med bjælkens orientering ved montagen undgås.

I dækelementer bør udsparingerne systematiseres på tilsvarende vis. Generelt bør installationsgennemføringerne samles gruppevis, så flest mulige dækelementer helt friholdes for udsparinger.



Af hensyn til dækelementernes bæreevne anordnes grupperingerne desuden normalt således at så lille en del af armeringen som muligt må skæres over i det enkelte dækelement. Dette opnås sædvanligvis ved at holde alle udsparinger i den for passende smalle zoner i elementernes langsider. Mindre huller med en diameter på op til omkring 150 mm kan ofte med fordel bores på stedet. Hermed undgås at disse huller influerer på variantregnskabet.

Også ved boring af huller skal opmærksomheden henledes på bæreevnen, og det anbefales altid at aftale regler for boring af hullerne med leverandøren af dækelementerne, før optegning af værkstedstegninger påbegyndes. Det er desuden vigtigt at der sikres effektivt tilsyn med at boring på stedet sker efter de aftalte regler.

El-dåser i vægge
Regler og principper for el-installationer er beskrevet i BPS publikation 22: Vejledning: El-installationer i betonelement byggeri.

Det vil ofte være hensigtsmæssigt at systematisere anvendelsen af el-dåser, således at el-dåser der sidder på samme sted fra element til element konsekvent vælges ens indenfor samme elementtype.

I mange tilfælde vil det kunne opnås at symmetrisk placere de elementer bliver ens ved at dublere el-dåserne, så der sidder en el-dåse på hver side af elementet, selv om kun den ene skal anvendes, og selv om de overflødige dåser skal tilstøbes efter montage af hensyn til lydisolationen.

Sammenfattende kan det siges at indstøbning af el-dåser kun rent undtagelsesvis bør give anledning til oprettelse af ekstra varianter.

 

     
 

Forside | Indholdsfortegnelse | <<< | >>> | Til toppen af siden

 
   


 


   



BETONELEMENT-FORENINGEN